UNGDOMMENS DEMOKRATISKE SAMTALE

Ungdommens demokratiske samtale er AGORAs samtale- og dannelsesprojekt for gymnasier, højskoler og andre unge fællesskaber. Projektet giver unge erfaring med fri debat, oplyst uenighed og demokratisk deltagelse i en tid, hvor den offentlige debat ofte bliver forhastet, uforsonlig og polariseret.

Med udgangspunkt i en grundtvigiansk og demokratisk debattradition ønsker ungeforummet AGORA at skabe rum, hvor unge kan mødes om de spørgsmål, der former vores fælles samfund: Hvorfor er demokratisk samtale langt fra den mest udbredt måde at løse fælles samfundsproblemer på? Hvilket grundlag af fælles kultur og sprog kræver demokratisk samtale i praksis?Hvad vil det sige at være uenige uden at blive fjendtlige? Hvordan forsvarer og praktiserer vi ytrings- og åndsfriheden, så vi konstant søger sandheden i fællesskab? Hvordan taler vi konstruktivt om politiske, religiøse og kulturelle konfliktpunkter uden at lukke samtalen ned?

Målet med Ungdommens demokratiske samtale er ikke, at alle skal blive enige. Målet er, at unge får erfaring med at lytte, spørge, tænke selv, tænke sammen og tage del i folkestyrets fælles praksis og samtale som ansvarstagende, ligeværdige og myndige medborgere.

Middagsbordet som dagligdagens parlament

Et af elementerne i Ungdommens demokratiske samtale er middagsbordet som dagligdagens parlament. Her samler AGORA unge til inspirerende oplæg og debat over middagsbordet omkring tidens spørgsmål, der kræver mere end hurtige svar.

Middagsbordet er ikke kun en praktisk ramme, men kan være vigtig demokratisk træning. Når man sidder til bords med mennesker, man ikke nødvendigvis er enige med, kan der skabes en forsonlig atmosfære og rum til fælles fordybelse. Man må lytte færdig, spørge ordentligt og give plads til, at uenighed kan udfolde sig uden at blive til uforsonlighed.

Det er her, AGORA arbejder med skikkelig uenighed med inspiration fra tænkeren K.E. Løgstrup: Ikke som poleret overflade eller friktionsløs samtale, men som en øvelse i at være uenige på en måde, der både er fri, seriøs og menneskelig. Skikkelig uenighed handler om at kunne sige det, man mener, høre det, man helst ville ignorere, og blive ved bordet længe nok til, at alle deltagere i fællesskab bliver klogere.

Gymnasie-tourné til hele landet om ytrings- og åndsfrihed

Som en anden vigtig del af Ungdommens demokratiske samtale-projektet er AGORAs gymnasietourné om blandt andet ytrings- og åndsfrihed. Ved hvert gymnasiebesøg lærer de deltagende gymnasieelever om vigtigheden af det medborgerlige offentlige rum, som i antikkens Athen kaldtes Agora. Og som vi i nutidens Danmark ofte kalder den demokratiske samtale.

Tournéen sætter fokus på frihedens betydning for det levende demokrati. Hvad betyder det at tale, tænke og tro frit og handle myndigt og selvstændigt? Hvorfor er ytrings- og åndsfrihed ikke blot juridiske rettigheder, men demokratiske normer og vaner, der skal dyrkes, øves og forsvares? Og hvordan kan unge håndtere uenighed, når den bliver dyb, personlig eller værdiladet?

Gennem oplæg og debat undersøger eleverne ved AGORAs gymnasiebesøg, hvordan folkestyret ikke kun lever i institutioner, valg og paragraffer, men også i den måde, vi taler, lytter og er uenige med hinanden på.

AGORA på Ungdommens Folkemøde

På Ungdommens Folkemøde 2. september 2026 fører AGORA-leder Hjalte Arnum samtalen “Sådan tænker en islamist” med forfatter Yaqoub Ali.

Samtalen tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan unge kan forsøge at forstå grundlaget for antidemokratiske holdninger for effektivt at kunne udfordre dem med argumenter. Hvordan tager demokratiske borgere effektivt ansvar for samfundsfriheden i mødet med antidemokratisk adfærd og totalitære idéer? Hvordan taler man åbent om ideologisk og religiøs fanatisme overfor frihed uden at forfalde til hverken berøringsangst eller handlingslammelse?

Formålet er at vise, at demokratiet ikke bliver stærkere af at undgå de vanskelige samtaler, men af at tage de svære spørgsmål under behandling med fri debat, oplysning og demokratisk medborgerskab.

Tidligere arrangementer: Ungdommens demokratiske samtale om Israel-Palæstina-konflikten

I forbindelse med Skolevalg 2025 samlede AGORA lederne for ungdomspartierne til en samtale om Israel-Palæstina-konflikten, der ofte præges af konflikt og polarisering, i fællesskab med gymnasieelever og andre unge. Arrangementet viste, hvor vigtigt det er at skabe oplyst debatrum, hvor unge kan møde uenighed ansigt til ansigt, stille spørgsmål og erfare, at selv de mest vanskelige konflikter kan behandles på en demokratisk, oplysende og respektfuld måde, hvor man bliver klogere i fællesskab.

Ungdomshøjen på Folkemødet i Allinge 2025 & 2026

AGORA afholdt ungesamtaler på Ungdomshøjen, der organiseres i samarbejde mellem efterskolerne og højskolerne, på Folkemødet i Allinge i 2025 & 2026. Første år var samtaleemnet ytrings- og åndsfrihed, og i 2026 var emnet unge i folkestyrets forsvar.

Samtalen som demokratisk dannelse

Ungdommens demokratiske samtale handler om at styrke unges demokratiske dømmekraft og samtalekunst. AGORA ønsker at rodfæste folkestyrets medborgerlige handling ved at træne den måde vi taler, lytter og er uenige med hinanden på.

Derfor arbejder vi med samtalen som demokratisk praksis. Ikke som et ideal om enighed eller konsensus, men som en øvelse i at tænke højt sammen, stille bedre spørgsmål og tage ansvar for det fælles dannelses- og debatrum.

Gymnasier, højskoler og andre ungdomsuddannelser kan invitere AGORA på besøg til debat, oplæg eller middagssamtale under vores koncept og målsætning om Ungdommens demokratiske samtale. Interesserede gymnasie- og højskolelærere, elever m.fl. kan skrive til agora@rahbekshojskole.dk for information, planlægning m.v.